Overvægt er et problem blandt kæledyr, og problemet stiger. Faktisk er tæt på halvdelen af hunde og katte, der lever som kæledyr, påvirket af overvægt*. Og selvom dyrene formentlig ikke går så meget op i, om det buler lidt på sidebenene, så bør man som kæledyrsejer tage problemet meget alvorligt.
HVORDAN VED DU, OM DIN KAT ER OVERVÆGTIG?
I nogle tilfælde kan du se det med det blotte øje, men din kat kan sagtens gå rundt og være overvægtig, uden du har nogen anelse om det. Katte betragtes som overvægtige, når de vejer 10-20 % mere end deres idealvægt*, men det er let at overse, og især hvis vægten tages på over længere tid. Derfor er det vigtigt, at gøre noget aktivt for at holde øje med vægten løbende. Det kan du gøre på to måder:
- Mærk dig frem. Har du svært ved at mærke din kats ribben (og kan taljen ikke længere ses), så er din kat overvægtig.
- Vej din kat regelmæssigt, og hold øje med over et par uger, om vægten stiger. Gør den det, er din kat sandsynligvis overvægtig.
OVERVÆGT STARTER TIDLIGT
Allerede fra din kat er killing, skal du være stringent med dens foder og sørge for, den holder den slanke linje. Det kan lyde overdrevet, men overvægt hos katten kan ofte spores tilbage til tiden, hvor den var killing. Giver du din killing for meget mad, udvikler den et større antal fedtceller end normalt ernærede killinger, og denne mængde kan ikke ændres igen. Du disponerer altså din killing for overvægt ved at fodre den for meget.
ÅRSAGER TIL OVERVÆGT HOS KATTE
Der kan være flere årsager til, at din kat er overvægtig, men i de fleste tilfælde skyldes det et for højt energiindtag og for lidt motion. Overvej i den forbindelse:
- Er mængden af foder, du giver din kat, for stor? Har din kat ubegrænset adgang til foderet?
- Er foderet det rette? Har dit nuværende foder måske for mange kalorier?
- Får din kat udelukkende tørfoder? Katte, der ikke spiser andet, har en tendens til at indtage for mange kalorier.
- Keder din kat sig, eller er den udsat for stress? Begge faktorer kan gøre, at katte begynder at tigge om mad, og du derfor kan fejltolke det som sult.
- Bevæger din indekat sig for lidt i forhold til indtagelsen af energi?
Er din kat senior, bevæger den sig af natur mindre, har lavere stofskifte og befinder sig derfor i risikogruppen for overvægt. Derudover forekommer overvægt ofte hos neutraliserede katte.
KONSEKVENSER VED OVERVÆGTIGE KATTE
Overvægtige katte har en forventet kortere levetid end normalvægtige, og det skyldes primært de mange følgesygdomme, som overvægt kan medføre. Hjertekarsygdomme, lungesygdomme, leversygdomme, sukkersyge, mavetarmsygdomme, ledproblemer, hudlidelser og fordøjelsesbesvær er blot for at nævne nogle. Derudover vil der for overvægtige katte være øget risiko ved narkose og operationer, og de vil generelt have et nedsat immunforsvar. Så gør dig selv og din kat en tjeneste at holde øje med vægten.
HVAD GØR DU, HVIS DIN KAT BLIVER FOR TYK?
Du tager fat i din dyrlæge og får igangsat et vægttabsprogram. Det betyder, at din kat skal på diæt og følge en plan for daglig motion. Her er det ekstremt vigtigt, at du overholder diæten til punkt og prikke, undgår godbidder og går til løbende kontrol hos dyrlægen. Vil du forebygge overvægt, skal du have fokus på din kats foder og sikre dig, at det svarer til dens alder og aktivitetsniveau.
HVAD MÅ MIN KAT SPISE?
Udover at holde øje med diæten er det også vigtigt at sikre sig, at katten ikke spiser visse fødevarer.
Se listen på de 20 ting en kat ikke bør indtage.
Kilde: *https://www.anicura.dk/fakta-og-rad/kat/overvagt-hos-kat/