Selvfølgelig kan du købe færdige hunde- og kattesenge - men hvis du er blot en smule fingernem, og glad for genbrug, kan du nemt lave din egen hjemmelavede hundeseng, der passer godt ind i dit hjem.
Som hund og kat, siger man - og tænker på skænderier og slåskampe. Men hunde og katte kan sagtens være de allerbedste venner, og de har meget til fælles, når det drejer sig om hyggelige sovesteder. Hvad der passer til en mindre hund, er tit også perfekt til en kat … og hvis katten skulle stjæle den store hunds seng, vil det ikke være første gang i historien. Faktisk vil man ofte se dem sove sammen, hvis du både har hund og kat. Nogle af sengene her nedenfor kan du også bruge til en kat - og ellers tag et kig på vores inspiration til hjemmelavede kattesenge.
Men først hunden! Se her vores 5 eksempler på hjemmelavede hundesenge.
1: Duften af dig - brug dine gamle trøjer som den tryggeste hundeseng
Din hund elsker din duft. Du kan lave den tryggeste (og billigste) seng hurtigt ved at ofre en af dine gamle sweatre eller trøjer.
Det skal du bruge:
- En gammel trøje eller uldsweater
- Noget fyld. Fyldet kan være indholdet af en gammel pude, fleecetæpper, håndklæder, eller hvad du nu har.
Sådan gør du:
- Vælg trøjen, og fyld den, også ærmerne. Brug puder, gamle fleecetæpper, lagner, t-shits eller lignende som fyld.
- Sy alle endeåbningerne til.
- Placer de fyldte ærmer, så de danner en høj kant rundt om kroppen.
- Sy dem fast.
Nu er sengen klar, så du kan se din hund nyde den trygge plads!
2: Gammelt dæk som hundeseng
Har du adgang til et brugt bildæk? De duer ikke kun til børnegynger. Med 4 nemme trin er du i mål med jeres nye hundeseng.
Sådan gør du:
- Vask dækket grundigt med en stiv børste og almindelig sulfo og vand. Maling binder nemlig ikke på snavs.
- Giv dækket en gang miljøvenlig/giftfri maling i en farve, der passer - og tjek, at malingen binder på gummi.
- Sæt selvklæbende filtskiver på undersiden, så dit gulv er beskyttet.
- Læg fleecetæpper eller puder i hullet - og voila. Kan bruges både til hund og kat.
3. Genbrugsguld: Skuffen, vinkassen, gammel kurv
Har du en gammel skuffe? Måske en vinkasse? En stor kurv? Så tager det ikke lang tid at transformere den til en super fed hundeseng. Rens den grundigt og giv den enten en farvet olie eller maling, alt efter din smag. Læg en tyk hovedpude med et smukt, gerne gammelt, hovedpudebetræk på. Nu er sengen klar til hunden. Bonus: Nem at holde ren - du vasker blot hovedpudebetrækket jævnligt.
4: Loppefund som seng med leg og duft
På de fleste loppemarkeder står der en gammel kuffert - den kan du bruge og gøre til en sjov seng for din hund. Det tager dig kun et par timer med hyggeligt kreativt arbejde.
Sådan gør du:
- Find en kuffert, der passer til størrelsen på din hund - på loppemarked, online genbrug eller i dine egne gemmer.
- Gør den omhyggeligt ren.
- Skær en skumgummimadras til (eller få den skåret), så den passer til kuffertens størrelse.
- Betræk skumgummiet med blødt stof i et mønster, du kan lide.
- Åben kufferten, så låget hviler op ad væggen. Læg din hjemmelavede madras i, og læg eventuelt en ekstra pude over.
- Hvis kufferten har små lommer i låget, kan du lægge hundens legetøj i, og eventuelt lidt hundegodbidder. Mangler lommerne, så montér en vimpelsnor og hæng legetøjet på snoren. Der er både hviletid og legetid for hvalpen i denne seng.
5: Himmelseng til den forkælede hund
Her skal du blot bruge et gammeldags lille bord, gerne med udskårne ben. Størrelsen på bordet handler især om størrelsen på din hund - de fleste mindre borde er perfekte til en lille hund. Gør bordet rent, og vend det, så pladen ligger nedad. Måske passer bordet fint ind, som det er, ellers kan du male det. I fordybningen mellem de 4 bordben lægger du nu et par puder, stylet med et par gamle smukke plaider - eller du kan få skåret et stykke skumgummi, så det passer ned i fordybningen, og efterfølgende betrække det.
Værsågod - en eksklusiv seng til hunden.
Undgå flåter og lopper i hundesengen
Husk at behandle din hund mod flåter og lopper, så du undgår parasitter i din nye hjemmelavede hundeseng. Læs mere om Frontect her.